Fastholder vi flygtningefamilier i systemet?

Ditte og Sissel har siden temadagen stillet både vigtige og kritiske spørgsmål til fagpersoners arbejde med flygtninge. Hvordan behandler vi flygtningefamilier i forhold til andre familier? Er vi til dels med til at fastholde dem i systemet? Hvordan kan vi bedst muligt hjælpe dem til at genvinde deres voksendom og tage ansvar for eget liv? Hør Dittes og Sissels fortsatte refleksioner over disse dilemmaer, og hvorfor de mener, at det er vigtige spørgsmål at stille sig selv som fagperson.

 

Ditte Wang, socialrådgiver i Hjørring kommune, var en af deltagerne på temadagen om flygtningefamilier. Hun var helt sikker på, at teorien om barndom-voksendom-barndom var det, hun havde været mest optaget af. Hun mener, at teorien var med til at sætte ord på den oplevelse, som flygtninge kan have, hvor de nærmest bliver barn igen, og skal lære alting forfra i en ny verden, hvor det ukendte ofte kan opleves meget skræmmende. En oplevelse som var et helt nyt perspektiv for Ditte, og som udvidede hendes pallette for forklaringer og årsager til de problemstillinger, som familierne er prægede af. Ditte fortsætter og uddyber ”Jeg har det helt klart med i baghovedet og jeg har fået nye ting med i rygsækken. I mit team har vi snakket om, at vi skal tænke over, hvad vi skal huske at fokusere på, når vi besøger familierne og hvordan vi, på en konstruktiv måde, kan lære familierne at være i Danmark”. På den måde fik Ditte nye indspark og teorier, men der er især ét spørgsmål som har fyldt meget for Ditte siden;  ”Hvordan behandler vi egentlig flygtninge og indvandrere i systemet?”. 

 

”Hovedpointen må være at behandle dem som de mennesker, de er!”

 

Ditte lyder på én gang både begejstret og alvorlig, når hun pointerer, at selvom der er forskelle på familier med etnisk dansk baggrund og familier med anden etnisk baggrund, så er det vigtigt, at vi møder dem, uden at være prægede af vores forforståelser. “Jeg kan frygte, at flygtninge bliver gjort til noget specielt, som vi ligesom skal sætte noget særligt i værk for, hvis man fx har et specialistteam i en kommune. Så bliver de sat i en kasse og gjort til noget anderledes. Det synes jeg er ærgerligt”. Denne anderledeshed kan få os til at behandle flygtningefamilier på en anden måde, end vi ville behandle andre familier, og da hun bliver spurgt, hvordan hun oplever dette i sin egen rolle som socialrådgiver, uddyber hun: ”Jeg tror nogle gange, at flygtninge og indvandrere kan føle, at de bliver behandlet som om, de ikke kan noget”. Flygtninge kommer til landet, uden at kende sproget, systemet, samfundet, kulturen. Hvis vi som fagpersoner oplever flygtninge som nogen, der ikke kan noget, kan vi meget nemt komme til at hjælpe dem unødvendig meget. Måske endda gøre dem mere afhængige af systemet end de var, da de kom. ”Jeg tror, at vi nogle gange gør mange ting for dem, i stedet for at hjælpe dem til at gøre det selv. Tid er jo ikke det, vi har mest af, så man kan nemt tænke, at det er hurtigere at gøre det selv. Selvom det jo tager længere tid på den lange bane, fordi så skal jeg også gøre det igen næste gang. Der tror jeg, at vi kan ende med at gøre dem en bjørnetjeneste”.

 

Sissel Sandnes fra Viborg Kommunes beskæftigelsesafdeling var også taget afsted til temadagen og hun er enig med Ditte;”Jeg tror, at vi burde give dem mere ansvar, end vi gør” siger Sissel sikkert og overbevisende. ”Det er svært at komme til et nyt land, men børn er også kompetente mennesker, og de kan godt selv i det omfang, vi kan hjælpe dem til det”. Men hvorfor kommer vi til at gøre for meget for dem? Hvad er det i vores arbejdsgange, som delvist fastholder familierne i systemet? Sissel fremhæver både det høje service-niveau og tendensen til at diagnosticere flygtninge. I flere kommuner har man haft procedurer, hvor man gav alle nyankomne flygtninge et sundhedstjek, og som Sissel udtrykker det ”de endte nærmest alle sammen med PTSD eller en anden form for traume diagnose”. Og så bliver det jo svært at stille krav til dem, for ”Hvad nu hvis jeg pålægger dem så meget ansvar, at de vælter?”. Sissel peger på teorien om barndom-voksendom-barndom, som en af de årsagsforklaringer, som gav mening i forhold til de oplevelser og erfaringer hun selv sidder med. ”Det ser vi rigtig meget. Mange flygtninge kan virke til at være fastlåste i deres nye barndom, og vi er til dels med til at fastholde dem i systemet”. Som socialrådgiver og fagperson omkring flygtningefamilier er vi ofte drevet af en passion for at hjælpe og forbedre familiernes vilkår og trivsel, men den hjælp vi giver dem, kan i nogle tilfælde være uhensigtsmæssig. I hvert fald hvis vi gør ting for dem, som de i stedet kunne have fået noget læring ud af.

 

For Sissel var det en ny oplevelse at få sat ord på og blive bevidst om nogle af de fænomener, som hun oplever i sit daglige arbejde, men som hun ikke før, har fået begrebsliggjort. ”Jeg har manglet mere viden om, hvorfor tingene er, som de er. Hvad er det der gør, at flygtningefamilier fx kan være svære at få i arbejde?”. Det var ikke fordi, der kom noget helt nyt eller overraskende frem, men Sissel fortæller, at hun fik et mere helt billede af, hvilke dilemmaer og problematikker, der kan være på spil i samarbejdet med en borger fra en flygtningefamilie. Det hele billede er meget mere komplekst, og Sissel siger med et smil at ”borgeren jo ikke bare sætter sig ind og snakker med sin sagsbehandler om, hvad man gerne vil med sit liv. Der er mange forskellige ting der spiller ind”. Hun fortsætter i en mere seriøs tone; ”efter temadagen har jeg fået et større fokus på, at mennesket kan sidde i en presset situation, hvor familien måske står på den ene side og kræver nogle ting, mens vi sagsbehandlere sidder på den anden side, og kræver noget helt andet. Vi er jo også underlagt en lovgivning, om at handle hurtigt. Men måske er der nogle andre ting, vi skal rykke dem på først”. På spørgsmålet om, hvordan vi vurderer hvilke ting, der er vigtige at være opmærksomme på, og hvordan vi kan arbejde med dem, vender Sissel tilbage til hendes begejstring over den nye begrebsliggjorte viden;

”Jeg er overbevist om, at jo mere viden vi får om, hvordan borgeren oplever tingene, jo større mulighed har vi for at handle på andre måder end før”

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.