TEMA: Hvordan kan vi skabe varig læring og forandring gennem socialt arbejde?

Forandringsarbejde

Der sidder nok mange socialarbejdere over hele landet, som på et eller andet tidspunkt har mærket den frustration, det kan skabe, når vi oplever, at vores pædagogiske arbejde ikke umiddelbart fører til udvikling eller forandring. Fordi det jo i bund og grund er det, vi ønsker i vores arbejde. Vi ønsker, at vores professionelle indsats på en eller anden kompleks måde vil føre til forandring af vaner, udvikling af nye kompetencer eller øget trivsel. Derfor har jeg også selv oplevet, hvordan jeg kan blive ramt af en vis grad af opgivenhed, når jeg flere gange har forsøgt, men det ikke umiddelbart gør en forskel. I denne artikel vil jeg præsentere to bud på, hvorfor det kan være svært at omsætte rådgivning til handling i hverdagen og dermed også forsøge at forklare nogle af de mekanismer, som kan være på spil. Det drejer sig henholdsvis om to forskellige former for mentalisering og om det der på fagsprog kaldes for transferproblematikken.

Mentaliseringsbegrebet er over de seneste år blevet udbredt inden for en række faglige felter – herunder også socialt arbejde. Begrebet handler om den evne som ethvert menneske i højere eller mindre grad udvikler i løbet af livet, og som gør mennesker i stand til at sætte sig i andres sted. Eller med andre ord, evnen til at kunne forstå og reflektere over både sin egen og andres adfærd. Det betyder fx, at man evner at reflektere over andres motiver med en given handling, eller at man kan aflæse andres følelser og behov i en given situation. Mentaliseringsevnen er spændende at arbejde med inden for socialt arbejde på to forskellige måder. Den bliver ofte brugt som en måde at tale om den enkeltes evne til at reflektere, hvilket kan have betydning for deres motivation, vilje til forandring og også ofte deres forældreevne. På den anden side er den også spændende, fordi den er relateret til evnen til at tage imod rådgivning og vejledning og at omdanne rådgivning til handling i hverdagen.Der findes to former for mentalisering; den implicitte og den eksplicitte. Den implicitte mentalisering handler om alle de ting vi gør i hverdagen helt uden at tænke over det. Det kan være, når vores krop reagerer på følelser eller tanker, inden vi egentligt har tænkt over det, eller når vi helt intuitivt fornemmer stemninger i rummet eller andre menneskers sindstilstand.

Et tema som ofte kan gå igen i flere af de familiesager, som jeg kender til gennem mit arbejde, handler om, hvordan man som forældre, ofte kan tolke sine børns adfærd og motiver ud fra intuition og følelsesmæssige reaktioner. Det ses fx når forældre tolker deres barns gråd som et udtryk for, at barnet er krævende og på tværs. Eller når forældre på den anden side reagerer helt intuitivt på barnets gråd ved at tage det op og vugge det. Begge dele er et udtryk for implicit mentalisering – altså en handling som baserer sig og reagerer på tanker eller følelser allerede inden, vi er bevidste om det.

I modsætning til den implicitte mentalisering står den eksplicitte mentalisering, som betegner alle de tanker vi gør helt bevidst, når vi tænker over andres og egne motiver og adfærd. Eller når vi snakker med andre mennesker eller yder vejledning og eksplicit faciliterer refleksion. Gennem bevidst reflektsion og samtale kan man fx komme til en mere nuanceret forståelse af barnets gråd og samtidig finde frem til hvilke hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige handlinger, der præger vores adfærd. På den måde blive de implicitte mekanismer bevidstliggjorte, og man får mulighed for at arbejde med dem på et eksplicit plan.

Forandring på bestilling
Det spændende (og udfordrende) ved de to former for mentalisering er, at der i vores hjerner ikke findes en automatisk proces, som sikrer, at det vi ved og tænker over kan omdannes til handlinger. Altså – der er ikke en automatisk overførsel fra den eksplicitte mentalisering til den implicitte. Derfor kan vi nogle gange opleve, at der er noget vi ved og måske endda har overvejet grundigt, som ikke automatisk bliver til nye vaner i vores hverdag. Tænk bare på vores ivrige forsøg på at leve op til vores nytårsfortsæt og al den viden vi har om sundhed. Det er ikke altid, at det fører til ændret adfærd, selvom vi eksplicit ved, at det ville være bedst for os. Med dette i baghovedet bliver det nemmere at forstå, hvorfor det nogle gange kan være svært som socialarbejder at motivere eller vejlede andre til at gøre noget andet end det, de plejer. Det betyder også, at det ikke nødvendigvis er nok at sikre sig, at dem vi arbejder med har den fornødne viden (eksplicit), men vi må også arbejde med, hvordan de omdanner dene viden til handlinger (implicit).

Vores sociale arbejde kan i stor udstrækning handle om, at vi som fagpersoner bidrager til, at mennesker kan veksle mellem dem ekplicitte og implicitte mentalisering. Vi kan være med til at bevidstliggøre de implicitte reaktioner og tolkninger, som vi alle sammen har af verden og mennesker omkring os. Derefter kan man ekplicit arbejde med dem gennem samtale og refleksion. Og vi kan også hjælpe til at den ekplicitte viden og refleksion gøres implicit, og på den måde skaber forandring ved at ændre vaner og reaktionsmønstre i adfærden som er hensigtsmæssige.

Vi har arbejdet med dette i en familie på mit arbejde. Det er en familie med tre børn, hvor især forholdet til den ældste søn ofte skaber mange konflikter i hjemmet. Der har tidligere været et ubevidst mønster hos faren der betød, at han i de fleste tilfælde, kun talte til sønnen, når han skældte ham ud. Vi begyndte derfor at facilitere refleksion hos faren og støtte ham i også at sige nogle positive ting om, hvad sønnen havde gjort siden sidst, vi havde set hinanden. Det var utrolig svært – for hans handlemønster var helt implicit og ubevidst. Det var blot en reaktion på en følelse, som han ikke tænkte over. De første mange gange havde han svært ved blot at nævne én god ting om sin søn, men stille og roligt i takt med at vi fik øget bevidstheden om, hvilken betydning hans udtalelser havde for sønnen, lykkedes det faren at nævne flere og flere positive egenskaber og ting, som sønnen havde gjort. Ved kontinuerligt at arbejde med dette, er det mit håb, at det kan blive ligeså naturligt og ubevidst for ham, at udtrykke stolthed og glæde over sin søn, som det var for ham at skælde ud.

Læring sker i nuet
Forholdet mellem den eksplicitte og den implicitte mentaliseing hænger meget sammen med den anden problematik, som jeg kort vil tage fat i – nemlig tranferproblematikken. Inden for lærings- og udviklingsfeltet beskriver dette begreb, hvordan man ikke automatisk kan tage noget man har lært i én kontekst og bruge det i en anden. Det vil sige, at hvis jeg har siddet med en mor på mit kontor og vejledt hende i, hvordan hun kan tale med og trøste sit barn, så kan jeg faktisk ikke forvente, at hun kan tage den vejledning med hjem, og bruge den derhjemme på nøjagtig den måde, som jeg har fortalt hende. Eller når jeg har snakket med en mand på mit kontor, og rådgivet ham om, hvorfor det er vigtigt, at han møder op i sin praktik, så kan jeg ikke forvente, at det giver mening for ham, når han kommer hjem. Det skyldes, at det vi lærer i høj grad er unikt og afhængig af den kontekst, vi lærer det i.

Disse mekanismer kan være med til at svare på spørgsmålet om hvorfor, men det efterlader os dog stadig med et spørgsmål om hvordan vi som fagpersoner, kan handle anderledes og være med til at øge chancerne for læring og forandring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.