Temadag om flygtningefamilier

Der var flot fremmøde og stor frimodighed til at blande sig i debatten, da over 60 fagpersoner inden for det sociale arbejde med flygtninge og indvandrerfamilier mødtes til temadag i februar.

På temadagen i februar var der repræsenteret en bred vifte af faglige perspektiver på dagens tema – nemlig hvordan vi kan kvalificere vores arbejde med flygtninge- og indvandrerfamilier. Her brugte vi både tid på at snakke om vores erfaringer hver især og vi fik præsenteret nogle teoretiske bud på årsagsforklaringer til de problemstillinger som flygtninge kan opleve, når de skal skabe sig en ny tilværelse i et nyt land.
Formålet med denne temadag var at bidrage med nye perspektiver, men især også at dagens oplæg og debat måtte afføde nysgerrighed og nye spørgsmål. Hvis du ikke var så heldig selv at deltage, kan du læse med her, og få et indblik i de vigtigste pointer fra dagen.

 

 

Erfaringer fra praksis

Socialrådgiverne Christina Hunderup og Mette Radoor fra Børne- og Familiecentret i Odder Kommune, delte deres erfaringer med arbejdet med flygtningefamilier i Socialforvaltningen. Christina og Mette understregede, at de arbejder med familier – altså i første omgang familier og ikke i flygtninge. De sidder nemlig med alle familier, både dem med etnisk dansk baggrund og dem med anden etnisk baggrund. For Christina og Mette er det et meningsfuldt udgangspunkt, da alle familier dermed mødes på samme måde, og da udfordringerne i Mohamads familie ofte viser sig, at være de samme som i Peters familie. De oplever dog, at dette ikke er den gængse tilgang til udfordringer hos flygtningefamilier, da der kan være en tendens til, at fagpersoner omkring flygtninge ofte antager, at familiernes problemer i høj grad skyldes traumer. I deres egne sager oplever de dog, at der langt oftere er tale om problemer med manglende grænsesætning eller følelsesmæssig omsorg. Derudover pegede Christina og Mette også på det vigtige i at arbejde på, at familierne hjælpes til at tage ansvar for deres eget liv.

Vi skal gøre familierne uafhængige af kommunen. Vi må ikke blive et fast ‘familiemedlem’, der tager sig af alt det praktiske. Det skal være hjælp til selvhjælp”

En anden udfordring er samarbejdet med tolken. For forstår tolken vores begreber og bliver de i det hele taget oversat korrekt eller opfattes de anderledes i andre kulturer? En god tolk og en åben og ikke-traumefokuseret tilgang er, ifølge Mette og Christina, helt essentielt i arbejdet!

 

Fra flygtning til medborgerskab

Indehaveren af Sivitas, Shadman Salih, lagde ud med refleksioner over, hvad der er flygtninges virkelighed, når de kommer til et land som Danmark. Han kalder transitionen for ”fra krig til krise”, hvilket omhandler dét, at flygtninge møder et helt nyt og ukendt system, nye rutiner, en række forventninger, nye roller som både borger og forælder, ny lovgivning og ofte vil de også stå i en form for identitetskrise, hvor deres tilhørsforhold kan blive diffust og kompliceret. Med udgangspunkt i den kurdiske teoretiker, Bachtyar Ali, satte Shadman ord på den oplevelse det kan være at komme til et nyt land som flygtning. Bachtyar Ali taler bl.a. om et ”ikke-sted” og om teorien om ”voksendom-barndom-voksendom”.
Et ikke-sted kan defineres som det sted, hvor en flygtning ender med at stå, hvis de hverken tillader sig at rejse tilbage til hjemlandet, men samtidig heller ikke bliver en del af samfundet i det land, de er flygtet til. Det fører altså til et liv, hvor ”de sidder i venteværelset”. Teorien om ”voksendom-barndom-voksendom” kan hjælpe med at forstå den kamp, som flygtninge må kæmpe for at vinde deres voksendom tilbage og selv tage kontrollen over deres nye liv. Nogle forbliver i den ”nye barndom” for altid, hvis ikke de får støtte og vejledning til at genvinde ”voksendommen” i det nye land. De, der arbejder med flygtninge, bør derfor tage ansvar for at hjælpe forældrene over i voksendommen.

 

Helhedsperspektiv i socialt arbejde 

Næstformand for Socialrådgiverforeningen, Niels Christian Barkholt, åbnede sit oplæg med at fortælle, at vi lige nu har en ”styringskrise”. Der er mange regler, der er mange krav om dokumentation og der er mange målinger. Socialrådgivernes muligheder har forandret sig markant. Der var tidligere mulighed for og tid til hjemmebesøg, og at man ”bare lige kunne tage ud til institutioner” og generelt kunne tilbringe mere tid med familierne. Nu er rådgiverne langt mere på kontoret, der er flere procedurer og mere administrativt arbejde og friheden til at designe særlige indsatser er blevet mere begrænset. Lovgivningen er simpelthen blevet for omfattende og kompleks. Der er dog også gode aspekter af den nutidige model, fx at der er sket en professionalisering og at procedurerne er mere systematiserede. Men man kan godt blive i tvivl, om vi har glemt, hvad udgangspunktet for socialt arbejde egentlig er?

”Barnet er opgaven, ikke selve undersøgelsen!”

Dertil understreger Niels, at det er problematisk, at rådgiverne har fået taget beslutningskompetencen fra sig. Med dét mener han, at man samtidig også udtrykker, at rådgiverne ikke skal blive bedre, da rådgiverne ikke længere har mulighed for, at udvikle sig gennem beslutningsprocessen. Udvikling vil nemlig ske, når ledelsen giver den enkelte rådgiver eller teamet beslutningsopgaver, og dermed udviser tillid til rådgivernes kompetencer og dømmekraft.
Afslutningsvist citerede Niels den engelske forsker i socialt arbejde, Eileen Monro;
”der er ikke brug for mere bureaukrati, der er brug for socialt arbejde!”, og han pointerer at ”der er et lokalt handlerum – tag det! Brug det”!

 

Afsluttende debat

Under paneldebatten blev der blandt andet talt om den berøringsangst, som mange fagpersoner oplever ude på skoler og i institutioner generelt. Flere deltagere havde oplevet pædagoger og lærere, der undgik dialog med flygtningeforældre, hvilket ofte var grundet i uhensigtsmæssige forforståelser om forældrenes kultur. Der var enighed om, at det er vigtigt med dialog, og at vi gerne må være mere nysgerrige og undersøgende i arbejdet med flygtninge. Derudover blev der talt om kommunernes samarbejde med skolerne. Mette og Christina oplever, at det der fungerer godt, er når skolerne er meget konkrete og detaljerede i deres beskrivelser af barnet. De oplever dog også her, at samtalerne ofte bevæger sig ind på traumer, når der er tale om et flygtningebarn.
På baggrund af et spørgsmål om underretninger, blev der talt om procedurerne, hvor Shadman bidrog med sine erfaringer. Han opfordrede til, at man altid inddrager forældrene og går i dialog med dem, da det er hans erfaring, at disse underretningssamtaler oftest går bedst, når forældrene føler sig inddraget i processen.
Afslutningsvis blev der reflekteret over fordele og ulemper ved henholdsvis at have et samlet børne- og familiecenter, der arbejder med både etnisk danske familier og flygtningefamilier og den anden model, hvor der siddet et team, der specifikt arbejder med flygtningefamilier. Dette medførte overvejelser om, hvorvidt man, hvis man udelukkende arbejder med flygtningefamilier, nogle gange bliver tilbøjelig til at fokusere på flygtningefamiliers udfordringer med udgangspunkt i deres historie, frem for at se på deres udfordringer med udgangspunkt i, at de er som enhver anden familie. På den anden side kan et team, der udelukkende arbejder med flygtningefamilier, specialisere sig i og benytte en stor viden om netop disse mennesker.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.