Relationen skaber resultater

Arbejdet i familier hvor der er modstand imod indsatsen, kan være en hård nød at knække. Læs her hvordan MARTIN har løst det med stærk relationsdannelse og et overraskende dejligt udfald.

”I en af mine sager som familiekonsulent skulle jeg samarbejde med en mor, som havde haft dårlige erfaringer med en tidligere familiekonsulent, og hun var derfor bange for at åbne sig op for mig. Jeg gik i kast med opgaven med skarpt fokus på at skabe en god relation lige fra starten.

Ved det første besøg fortalte moderen mig, at hun egentligt ikke havde lyst til at have en familiekonsulent. Hertil svarede jeg med en jokende stemme: ”Jamen jeg arbejder også på at komme ud!”, samt grinede og sagde: ”Jeg har allerede det ene ben ude af døren”. Det resulterede i, at moren skreg af grin og sagde, at hun havde været så bange for at fortælle mig det, men at hun var glad for, at vi var på ”samme side”.

Under et år senere var jeg til statusmøde i sagen, hvor jeg med stolthed i stemmen kunne fortælle kommunen, at jeg vurderede, at familien havde opnået målene i handleplanen. Moderen og hendes kæreste græd af glæde, og indsatsen blev afsluttet.

Da jeg skulle ud til familien til det sidste besøg, gik jeg ind med hensigten om at gøre, som jeg plejede – at lykønske familien og sige tak for nu, og høre ind til hvad de havde lært af forløbet.

Men da jeg ankom, havde moren skrevet et brev til mig, hvori hun skrev, at de alle var taknemmelige for den læring de havde fået i vores samarbejde og jeg havde betydet meget for dem – og at selvom jeg nok ikke ville tro det, så ville jeg blive savnet!

Det brev er noget af det kæreste, jeg har fået i min tid som familiekonsulent, og jeg har det altid liggende indenfor rækkevidde på kontoret. Når jeg har haft en svær dag, kan jeg godt lide at læse brevet, fordi det minder mig om, hvorfor jeg har valgt at udføre socialfagligt arbejde.”

Job i Sivitas har givet Amira frihed

Vores nye køkken- og rengøringsmedarbejder, AMIRA, har opnået sin drøm om større økonomisk uafhængighed gennem sin ansættelse i Sivitas.

Siden februar har vi i Sivitas nydt godt af Amiras gode mad og omsorg i vores nye bygning. De seneste år har Amira primært koncentreret sig om omsorgen af sine tre børn og mand, men nu nyder hun også at kunne drage omsorg med sine køkkenkundskaber og tage ansvar professionelt her hos os.

Amira bor lokalt og kommer hver dag spadserende på arbejde med et stort smil. Vi er meget glade for at have Amira i Sivitas og hendes kærlighed til madlavningen stråler ud af hende og bidrager i stor stil til hyggen på kontoret.

Som den første ansatte i Sivitas’ projekt ’Løn fra Dag 1’, har Amira gennem sit job i Sivitas undgået den typiske ulønnede praktikperiode, som oftest er indgangen til arbejdslivet. I ’Løn fra Dag 1’ sponsorerer arbejdsgiveren nemlig i stedet en rigtig stilling til en person, der normalt ville stå udenfor arbejdsmarkedet. Den nye medarbejder bliver inddraget i at skabe sin egen stilling og får dermed et stærkere tilhørsforhold – et ”rigtigt” arbejde.

Boostet af vores gode erfaringer med projekt Løn fra Dag 1 vil vi i Sivitas gerne appellere til erhvervslivet om at følge vores gode eksempel: Spring praktikken over og giv en medborger en chance til at komme ind på arbejdsmarkedet!

Lovende resultater i nyt projekt

Forestil dig, at du var vejleder på en ungdomsuddannelse, og at du havde flere elever, der havde svært ved at møde op – og deres selvtillid og motivation var i bund.

Dog var der mulighed for, at en lidt ældre ung, en slags ”rollemodel”, kunne være der for dine elever, og give dem den nødvendige opbakning og de blide skub, som de havde brug for.

Dét er essensen af INSUM-projektet, som bl.a. Sivitas’ HASSAN (på billedet) arbejder i.

I samarbejde med FGU Aarhus og med støtte fra den A.P. Møllerske Støttefond, har Sivitas’ Rollemodeller siden oktober startet 14 FGU-elever op i forløb, som støtter den unge i at gennemføre den uddannelse de drømmer om.

Forløbet tager udgangspunkt i den unges egne ressourcer, hvor en Rollemodel støtter den unge i at styrke sine evner til at mestre sit eget liv.

Resultaterne er lovende!

Projektet er stadig nyt, og vi lærer undervejs, men igennem den første evalueringsrunde er det blevet tydeligt, at både elever, lærere og vejledere på FGU kan se den positive effekt af projektet.

En af de unge sagde f.eks. om sin Rollemodel: ” Hun siger ikke bare ja, men hun giver mig noget. Hun skubber mig også. ”Du sagde, at du ville det og det” – så skubber hun mig den vej.”

Hassan og de andre Rollemodeller fra Sivitas kan også selv mærke fremskridtene hos de unge elever både på uddannelse og i hverdagen. F.eks. fortæller en af dem:

”Den unge skulle ringe til forskellige myndigheder og var tøvende. Så sagde jeg, at jeg nok skulle sidde ved siden af og støtte ham. Så ringede han selv!”

Har du ideer til andre steder, der kunne have gavn af et lignende projekt? Så tag gerne kontakt til os!

Nøglen til barnets trivsel er nært kendskab til familien

Arbejdet som Familiekonsulent giver én en særlig plads i en familie. Hør hvordan SUHAD oplever det, når hun her fortæller om sit arbejde med bl.a. forebyggende indsatser.

Når jeg bliver tilknyttet en familie, går der ikke længe før, jeg føler, at jeg er involveret i deres liv. Der er selvfølgelig en professionel distance, men de er i mine tanker også udenfor arbejdstid, og jeg føler mig som en slags del af familien.

Både når det går godt, og når det går mindre godt, giver det et sus i kroppen for mig at være med i deres liv. Selvfølgelig er det også nogle gange svært, når jeg møder modstand fra familien. Men så bliver jeg motiveret til at arbejde på at nå ind til familien. Jeg forsøger at tage et skridt tilbage, lære familien at kende og se helheden. Det der fungerer godt for mig, er at lytte til deres historie uden fordomme og bekræfte dem i, at det er en svær situation, de står i. På den måde oplever jeg, at familien får tillid til mig, og forstår, at jeg kun vil dem det godt.

Når tilliden er opnået, kan jeg sammen med familien skifte fokus i indsatsen, så de kan se hvilken rolle de har i at få styr på de ting, der udgjorde bekymringen til at starte med. De ser, hvordan indsatsen vil være til deres fordel. Jeg mærker fremskridtene tydeligt på børnene, når forældrene begynder at få større indsigt i deres følelser og anerkender dem. Så bliver det nemmere for børnene at sætte ord på deres oplevelser og tanker, og de får højere selvværd. De føler sig hørt, set og accepterede – og så bliver de gladere. Og dét er virkelig motiverende for mig.

Som lærer i en modtagelsesklasse gik det op for mig, hvor stor betydning samarbejdet med forældrene havde. Jeg oplevede, at udvikling og læring for den enkelte elev ofte hang meget sammen med forældresamarbejdet. Derfor var det et helt bevidst valg for mig at søge hen imod en stilling, hvor jeg kunne arbejde med helheden i en familie, for at styrke og støtte op om børnenes trivsel. Og det har jeg fundet i mit job her i Sivitas.

SUHAD

  • Ansat som Familiekonsulent i Sivitas siden 2017
  • Uddannet Folkeskolelærer
  • Har blandt andet kompetencer omkring børn med funktionsnedsættelse, skolefravær, kommunikation og konflikthåndtering mellem forældre og som kontaktperson for unge.
  • Taler arabisk, dansk, engelsk

Med Martins Samværsmodel kan overvåget samvær forbedres

Da MARTIN i 2020 startede i Sivitas, var en af hans første opgaver overvåget samvær. Ved opstart af sagen søgte han understøttende faglitteratur, men opdagede, at der manglede materialer og metoder til denne type indsats. Heldigvis er der plads til nytænkning i Sivitas, så Martin udviklede en understøttende metode, i samarbejde med sin koordinator.

Under en sagsdrøftelse om de faktorer der har indvirkning på et overvåget samvær, blev Martin inspireret til at udvikle Samværsmodellen, der kan understøtte en god oplevelse for både børn og forældre under samværet. Det gode samvær bærer præg af nærvær – og det er dét, Martins model er med til at sikre.

Modpolerne Nærvær og Fravær

Samværsmodellen hjælper med at sætte fokus på det der identificeres som modpolerne Nærvær og Fravær. Fravær er de elementer der adskiller barn og forældre, hvor Nærvær er de elementer der bringer dem nærmere. Gennem samtale identificeres og nedskrives de samtaleemner og den opførsel, der styrker eller modvirker nærværet.

Modellen bruges først til at nedskrive, hvad forældrene oplever skaber nærvær og fravær, og derefter reflekterer de over, hvordan barnet oplever det samme. Når modellen er udfyldt, reflekterer forældrene over, hvordan øget nærvær opnås, og hvad det kan give.

Et vigtigt aspekt del af modellen er, at den tydeliggør, hvordan tiden til et samvær kan påvirkes af både Nærvær og Fravær. Når rammen om samværet fyldes ud af Fravær, giver det tilsvarende mindre tid til Nærvær.

Håbets model

Martin har siden modellens udvikling brugt den flittigt. Han oplever, at den giver muligheder og håb i familier, hvor forældrene føler sig magtesløse og uretfærdigt behandlet. Frustrationer under samværet mindskes og tiden bruges på en mere positiv måde.

Der er også flere anvendelsesmuligheder for modellen end i understøttet samvær. Modellen kan bruges ved indsatser i familier hvor børn har en udadreagerende adfærd, der skyldes mangel på nærvær. Og den kan endda også bruges i andre, mere eller mindre konfliktfyldte, relationer. Martin har f.eks. selv brugt den til at se indad i sit ægteskab og oplever at den kan anvendes i de fleste relationer, hvor der er et ønske om at optimere samværet.

Hvis du har lyst til at høre mere om Samværsmodellen, er du meget velkommen til at tage kontakt til os.

Det centrale i en social indsats for os er det enkelte menneske

I Sivitas er vi bevidste om, at nysgerrighed er afgørende for, at vores forforståelser og fordomme omkring kultur og religion ikke får lov til at dominere i vores samarbejde med borgeren.

Udgangspunktet i en social indsats i en ny familie er for os altid at opbygge en relation og kendskab til familien gennem nysgerrighed – uanset om familien hedder Andersen eller Aziz. Vi tager snakken om de udfordringer, der ligger til grund for indsatsen og lader familien selv beskrive de problematikker, de gerne vil arbejde med.

I alle familier er det vigtigt for os at finde ind til kernen af problemet, og i samarbejde med borgeren finde redskaber de kan bruge til at løse udfordringerne.

Hindringens facetter

På begge sider af en social indsats kan et kulturelt aspekt være fristende at bruge som undskyldning eller forklaring. Hvis noget forekommer svært i en familie, og det er tabubelagt eller bare omstændigt at forklare, kan det være fristende at gemme sig bag en kulturel eller religiøs årsag. Det kan betyde, at kultur og religion bliver en hurtig forklaring, der kan forklare ting, som er anderledes eller svære at forstå. Det kan dog have den konsekvens, at man som fagperson står i en situation, hvor man oplever, at man ikke kan ændre på tingene; ”Det er jo deres religion!”.

I vores arbejde er vi opmærksomme på hvilke konsekvenser den slags forklaringer kan have for indsatsen. For eksempel når forældre ikke lader deres børn tage med på lejrskole eller til fester, med den begrundelse, at deres religion ikke tillader det.

Vores erfaring er, at det er en måde for forældrene at undgå at tale om det rigtige ”hvorfor”, da det kan være forbundet med store følelser såsom nervøsitet og usikkerhed – altså almindelige bekymringer for det ukendte, som kan være nemmere at gøre noget ved, hvis man som fagperson tør at stille spørgsmålstegn.

Vi stiller skarpt på mennesket

Vores konsulenter er en blanding af både etnisk danske og danskere med etnisk minoritetsbaggrund – men uanset hvem de selv og familien er, så forholder de sig neutrale til de familier de arbejder sammen med. Deres fokus er på relationsdannelsen og på den nysgerrige og vedkommende samtale hvori relationen opnås.

For os er det vigtigt i tilgangen til alle borgere, at vi ikke altid ser dem i et kulturelt eller religiøst lys, men i stedet vurderer dem alle ud fra biologiske, psykologiske, sociale og samfundsmæssige forhold. For at kunne identificere problemernes årsag, går vi nysgerrigt til værks, og oplever, at vi derigennem finder helt ind til problemernes årsag, hvor vi så har mulighed for at støtte borgeren i at løse dem.

Sådan kan du blive klogere på dig selv og andre

Hvad gør man, når man står overfor en kompleks problemstilling i en indsats – når relationen er gået i hårdknude og man har brug for at vide hvorfor, så man kan komme videre i sagen? Her giver vi et bud på, hvordan vi oplever at man med fordel kan anvende Joharis Vindue som redskab til at løsne op for knuden og finde ind til sagens kerne.

Joharis Vindue er et redskab til at øge bevidstheden og forståelsen af sig selv og andre. Ved brug af vinduet kan man forbedre samarbejde og kommunikation, fordi metoden tydeliggør ens begrænsede viden om den anden og giver mulighed for at lære den anden bedre at kende. Joharis Vindue illustrerer menneskets personlighed, der dækker over hvordan man ser sig selv, hvordan andre ser en, hvad man skjuler for andre og hvad der er skjult for en.

De ting, vi ikke ved om os selv og andre, kan stå i vejen for at forstå og tackle en udfordring. Når vi er nysgerrige på hinanden, bliver vores kendskab til andre større. Denne proces kan have en styrkende effekt på en relation, hvor flere og flere sider af et menneske kommer frem i lyset og mere viden omkring parterne bliver åbne for begge. 

Både i samspillet imellem konsulent og borger, og internt i familier oplever vi i Sivitas, at Joharis vindue kan være et godt redskab til at få gang i at snakke om følelser og tanker, og om de ting vi ikke er bevidste om. Vi ser, at relationen bliver styrket, når bevidstheden omkring hinandens tanker og følelser, kommer ud i det åbne. 

Bedre kurs for dialogen imellem mor og far

Flere gange har vi i Sivitas benyttet Joharis Vindue med god effekt. Et eksempel på dette var hos en familie hvor relationen imellem forældrene var konfliktfyldt. Kommunikationen var brudt sammen og derfor tog vores familiekonsulent initiativ til at tage metoden i brug i et forsøg på at styrke relation mellem forældrene.

Konsulenten tog en tegning af Joharis Vindue og en liste tillægsord med på et besøg hos familien og bad dem tænke over, hvordan de så hinanden. Herefter gennemgik de sammen ordene og placerede dem i de fire felter i Joharis Vindue. 

Resultatet af øvelsen var, at forældrene fik øjnene op for, hvordan de hver især så på sig selv og hinanden. Moderen i familien havde en følelse af, at hun var et rodehoved, og at faderen lagde hende dette til last. Men gennem dialogen over Joharis Vindue, fik de begge en større selvindsigt. Eksempelvis opdagede moderen at faderen faktisk var imponeret over hendes konstante stræben efter at holde styr på børn og hus, trods en stresset hverdag.

Boost for konsulentens relation til familien

Vores familiekonsulenters fokus ligger i starten af en indsats på at få oparbejdet en god relation til borgeren, for at kunne nå målene i indsatsen. Men da alle mennesker er forskellige, vil en relation mellem borger og konsulent altid være unik. Derfor lægger vores konsulenter deres erfaringer og faglige vurderinger lidt på hylden, for bedre at kunne lære lige præcis den borger bedre at kende. Dette resulterer oftest i en stærk relation, som er afgørende for en succesfuld indsats.

Men relationer skal plejes for at trives og vores familiekonsulenter vurderer samarbejdet løbende for at kunne tage en anden kurs, hvis noget forandrer sig. Hvis relationen knirker, er de nødt til at stoppe op og undersøge, hvad det skyldes.

En af vores konsulenter oplevede, at relationen imellem hende og særligt et bestemt familiemedlem i en af sagerne, ikke fungerede optimalt. Tidligere gik det godt, men pludselig var der opstået en blokering, som hun ikke kunne gennemskue, hvor kom fra.

Konsulenten tog fat i Joharis Vindue for at skabe en ramme om at få feedback fra familiemedlemmet omkring deres samarbejde. Gennem flere samtaler blev hun klogere på sine egne blinde vinkler og hvad hun gjorde, som hun ikke var klar over, men som påvirkede hendes relation til familiemedlemmet. Denne selvindsigt gav hende mulighed for at arbejde med sig selv og gav fornyet energi til samarbejdet – med varige positive forandringer i indsatsen til følge.

Resultatet er forbedret selvindsigt

Vi ser Joharis Vindue som en bekræftelse på vigtigheden af nysgerrighed, som er en af grundstenene i vores arbejde i Sivitas. Vi oplever gang på gang, at nysgerrighed og åbenhed er nøglen til at få den nødvendige viden, som er afgørende for at samarbejdet og indsatsforløbet bliver en succes.

I bund og grund er alle mennesker ens, uanset om man er borger eller fagperson. Vi indeholder alle sider vi ikke selv kender til og kan udsende signaler til andre, som vi ikke er opmærksomme på. Vi kan blive misforstået, når vi ikke er opmærksomme på, hvordan vi selv agerer. Og vi kan misforstå andre, når vi ikke kender dem godt. Og her giver Joharis Vindue altså en måde at illustrere og belyse hvad man skal være opmærksom på for at opnå bedre selvindsigt, bedre relationer og forståelse for andre.

Socialt arbejde under corona

I foråret 2020 stod Sivitas i en ny situation og mødte nye dilemmaer i det sociale arbejde. Først og fremmest skulle vi finde ud af, hvordan vi både passede på vores medarbejdere og samtidig udførte vores arbejde med familierne.

Vi fortsatte som udgangspunkt vores besøg ude hos familierne. Det sociale arbejde er vigtigt. Det er om muligt endnu vigtigere i en uvant tid som under en pandemi. Besøgene skete naturligvis så vi levede op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger om afstand og god hygiejne.

Når vi som udgangspunkt fortsatte vores besøg, var det fordi, vi passede på vores medarbejdere og borgere:

Julie Thuen, der er socialfaglig koordinator i Sivitas, fortalte:

‟Vi har oplevet, at borgerne har håndteret situationen forskelligt; nogle er meget bekymrede, mens andre tager lettere på forholdsreglerne. Vi har stået i et dilemma, da vi skal passe på vores medarbejdere og samtidigt udføre en opgave. Vi har derfor haft en tæt løbende kontakt med vores medarbejdere og familierne.”

I praksis betød det, at hvis en medarbejder eller en borger i den pågældende familie havde haft symptomer på sygdom, aflyste vi besøgene. Det samme gjorde sig gældende for de medarbejdere og borgere, der har været utrygge ved besøg i hjemmet grundet corona.

De aflyste besøg betød dog ikke, at vi ikke fortsatte vores arbejde. Det gjorde vi.

I Sivitas har vi kreative medarbejdere, der udviklede og implementerede digital pædagogisk støtte (DPS). Dermed kunne vi fortsætte vores pædagogiske arbejde i de familier, hvor vi ikke kunne komme på besøg. Gennem onlinemøder var vi en pædagogisk støtte og vi arbejdede med at sikre stabilitet i familierne.

Julie Thuen uddybede: ‟Det er ikke som at sidde ansigt til ansigt, men vi har alligevel oplevet, at der er meget, vi fortsat kan, og at det har en positiv effekt. De digitale løsninger har krævet, at alle har skullet omstille sig, og det har både konsulenter og borgere taget godt imod. Dermed har vi sikret den kontinuerlige kontakt med familierne og aktiveret både børn og forældre”.

Derudover handlede vores snakke i familierne også helt naturligt om blandt andet corona. Vi talte om, hvordan anbefalingerne skulle efterleves, risici ved corona og hvad der blev fortalt i medierne.

Det gav mange familier ro, at vi tilpassede os tiden i både form og indhold.

Vi glædede os til en genåbning og at komme tilbage til en almindelig hverdag igen – men vi var glade og stolte over at vores medarbejdere og borgere tog godt imod vores digitale tiltag. Hvis du er interesseret i at høre mere om vores digitale pædagogiske støtte, er du meget velkommen til at skrive til os på kontakt@sivitas.dk eller ringe på 42 63 43 40.

Nært samarbejde med rådgiver og klar kommunikation med familien giver gode udfald

I en akutsag har vi oplevet store fremskridt på kort tid. Forældre og børn har taget godt imod konsulenterne og været åbne for at arbejde med forholdene i familien. Nøglen til det samarbejde har bl.a. været ensrettet kommunikation i forhold til processen og forventningerne fra rådgiver og konsulenter og derigennem har vi sikret et tæt samarbejde med familien.

I begyndelsen af året fik vi en akutsag. Kommunen var bekymret, men ville gerne undgå at anbringe familiens tre børn. Som et alternativ til anbringelse fik vi sagen, og de første uger var vi i hjemmet alle børnenes vågne timer. Det var en intensiv indsats med besøg morgen, eftermiddag og aften. Vi var derefter med til at afklare situationen i familien, og allerede efter et par uger, kunne vi sætte det ned til fem ugentlige besøg. Dermed ændrede indsatsen også karakter.

Fra at vi skulle afskærme børnene fra et højt konfliktniveau, skulle vi nu arbejde med forældrevejledning.

Vi havde observeret især to udfordringer i familien, som ville gøre en stor forskel for børnenes trivsel: Samværet mellem forældre og børn skulle styrkes, så de ville interagere mere og lave flere ting sammen. Og der skulle arbejdes med grænsesætning for særligt det ene barn, der var meget udadreagerende og havde brug for, at der blev stillet krav.

Der blev tilknyttet to konsulenter på sagen, der skulle arbejde pædagogisk med de nye mål. De arbejdede ud fra LOM og havde samtaler med begge forældre, både sammen og hver for sig. Forældrene har løbende fået redskaber til, hvordan de kan styrke samværet i familien og sætte grænser. Faren har hurtigt taget redskaberne til sig. Fx har han på eget initiativ købt spil og spillet med børnene. Moren har været mere forsigtig og brugt tid på at observere og omstille sig. Netop derfor har det givet mening, at vores konsulenter også har haft samtaler med forældrene hver for sig, så de har kunnet tage processen i hvert sit tempo.

Der har under hele forløbet været et tæt samarbejde med rådgiveren. Noget, der viser sig tydeligt i sager, der går så godt som denne. Rådgiveren har i begyndelsen snakket med både os og forældrene om forventninger. Forældrene har vidst, hvad der blev forventet af dem, og de har oplevet, at fagpersoner omkring dem har være enige om disse forventninger. Derudover har vi løbende været i kontakt med rådgiveren og tegnet et billede af, hvad der sker i familien. Rådgiveren har dermed hele tiden været med på sidelinjen.

Den positive udvikling skyldes et samspil af flere elementer: Forældrene har taget LOM til sig; de har oplevet en tydelighed i forventninger fra rådgiver og os, de er blevet inddraget, og så er de blevet bekræftet og styrket i det, de allerede gør godt. Moren taler en særlig dialekt, som få i Danmark taler, men den ene familiekonsulent taler netop den dialekt. Dermed er moren blevet set og forstået, og hun har kunnet udtrykke sig uden, at dele er gået tabt i oversættelsen. Endeligt har familien oplevet en tryghed, da det har været de samme to konsulenter, de har skullet forholde sig til. Både børn og forældre har udvist tryghed, og de har set, at vi er kommet for at samle dem som familie.

Og det er gået godt. Allerede fra begyndelsen af juni er antallet af besøg faldet igen, denne gang til tre ugentlige besøg af tre timer. Til sammenligning var vi tilbage i januar i familien omkring 54 timer ugentligt. Det er en markant nedgang i behovet for timer, og det er sjældent set i akutte sager.

Forældreinddragelse kan forhindre anbringelse

I Sivitas arbejder vi med forebyggelse af anbringelser, blandt andet ved at sætte fokus på forældrekompetencer. Vi har konkret erfaring med, hvordan inddragelse af forældre kan skabe store ændringer i familier og få afgørende betydning for deres fremtid.

Vi har arbejdet i en familie med to forældre og fire børn fra Syrien. Familiecentret overvejede at anbringe alle børn, men som et sidste forsøg på at undgå anbringelse, blev vi koblet på sagen.

En undersøgelse af forældrekompetencerne viste, at udfordringen var at give den rette omsorg, at have kontakt med børnene og rose dem og opmuntre dem, så de udviklede sig positivt og trivedes. Vores opgave blev derfor at arbejde med forældrene. Det adskilte sig fra tidligere indsatser i familien, hvor der var blevet arbejdet med børnene.

Vi arbejdede ud fra metoden LOM, løbende opfølgningsmetode, der indebærer løbende møder med fokus på konkrete eksempler observeret i familien. Når vi arbejder med LOM, anerkender vi det gode, vi har observeret, og vi kigger konstruktivt fremad. I den pågældende familie arbejdede vi med anerkendelse af børnene, aktiv lytning, når børnene fortalte, støtte af børnene i skolearbejde og at forældrene og børnene sammen skulle tale om følelser. Alt sammen med udgangspunkt i familien selv og i situationer, der havde udspillet sig siden sidste møde mellem forældre og konsulent.

Tilgangen, LOM, hjalp forældrene til selv at reflektere over, hvad der var bedst for deres børn. Forældrene var glade for denne måde at arbejde på, fordi de fik konstruktiv feedback løbende og anerkendelse af, at det var dem, der var forældrene. Det gjorde dem samarbejdsvillige, og de tog vejledning og viden til sig. Forældrene blev på kort tid meget selvstændige, og frem for at være bange for det ukendte, blev de nysgerrige på dansk kultur og danske normer. De blev undersøgende og stillede spørgsmål. Hvad indebærer en dansk børnefødselsdag egentlig? Tidligere sagde de nej til disse invitationer, men nu undersøger de, hvad det handler om, og børnene får lov at deltage. Derudover er de selv begyndt at ringe til skoler, andre forældre og lignende, hvor de tidligere fik hjælp af konsulenter og rådgivere.

Efter ni måneder blev sagen lukket i familieafdelingen, da der hverken var bekymringer fra os eller institutionerne. Børnene blev aldrig anbragt.