Når man føler sig i klemme i systemet og familien har det svært, kan det være en stor mundfuld også at skulle acceptere, at få en fremmed ind i hjemmet flere gange om ugen. Læs her hvad Jane fortæller om den tid, hvor MARTIN var tilknyttet hendes familie som familiekonsulent.

”Da vi flyttede til den nye kommune, havde vi allerede været i kontakt med de sociale myndigheder pga. min søn, Frank, der var 8 år på det tidspunkt. Den gamle kommune havde lavet ged i nogle ting og vi var i det hele taget noget medtaget af at være i systemet. Men vi vidste godt, at vi havde brug for hjælp til Frank.

Mens vi ventede på resultaterne af en undersøgelse, blev det besluttet, at der skulle komme en familiekonsulent nogle gange om ugen, for at sikre Franks trivsel. Vi havde så store udfordringer med ham på det tidspunkt, at jeg ikke kunne arbejde. Alligevel var jeg frustreret over, at vi skulle have en familiekonsulent ind i huset flere gange om ugen.

Men da Martin kom, kom der alligevel noget tryghed. Hans uformelle og rolige tilgang skabte enorm tillid. Han gemte sig ikke bag en computer og gav Frank den tid han havde brug for, til han var klar til at snakke med ham. Samtidig var han god til at trække mig diskret til side til ”en rygepause”, hvis han havde en god idé, han ville dele med mig eller spørge ind til noget på en god måde. Han hjalp mig til at se, hvad der var realistiske forventninger til Frank, men han tog altid mig med på råd og han dømte mig aldrig.

Da Frank kom på den nye skole, begyndte det at gå bedre derhjemme også. Derfor havde jeg det meget ambivalent med, at Martin stadig kom. Jeg syntes ikke der var behov for ham mere – men på den anden side vidste jeg, at Martin kendte os og ville os det bedste. Han blev en slags garant for, at de skriftlige ting var en sand refleksion af, hvad der skete herhjemme og at de gode ting kom med.

Så det var faktisk ret trist, da vi skulle sige farvel til Martin. Han betød noget helt særligt for os. Nu har vi ro, struktur og faste rammer – og de sociale myndigheder er ude af Franks liv igen. Men vi vil aldrig glemme Martin!”

Familiens navne er ændrede for at sikre anonymitet. Foto: Modelbillede

Arbejdet i familier hvor der er modstand imod indsatsen, kan være en hård nød at knække. Læs her hvordan MARTIN har løst det med stærk relationsdannelse og et overraskende dejligt udfald.

”I en af mine sager som familiekonsulent skulle jeg samarbejde med en mor, som havde haft dårlige erfaringer med en tidligere familiekonsulent, og hun var derfor bange for at åbne sig op for mig. Jeg gik i kast med opgaven med skarpt fokus på at skabe en god relation lige fra starten.

Ved det første besøg fortalte moderen mig, at hun egentligt ikke havde lyst til at have en familiekonsulent. Hertil svarede jeg med en jokende stemme: ”Jamen jeg arbejder også på at komme ud!”, samt grinede og sagde: ”Jeg har allerede det ene ben ude af døren”. Det resulterede i, at moren skreg af grin og sagde, at hun havde været så bange for at fortælle mig det, men at hun var glad for, at vi var på ”samme side”.

Under et år senere var jeg til statusmøde i sagen, hvor jeg med stolthed i stemmen kunne fortælle kommunen, at jeg vurderede, at familien havde opnået målene i handleplanen. Moderen og hendes kæreste græd af glæde, og indsatsen blev afsluttet.

Da jeg skulle ud til familien til det sidste besøg, gik jeg ind med hensigten om at gøre, som jeg plejede – at lykønske familien og sige tak for nu, og høre ind til hvad de havde lært af forløbet.

Men da jeg ankom, havde moren skrevet et brev til mig, hvori hun skrev, at de alle var taknemmelige for den læring de havde fået i vores samarbejde og jeg havde betydet meget for dem – og at selvom jeg nok ikke ville tro det, så ville jeg blive savnet!

Det brev er noget af det kæreste, jeg har fået i min tid som familiekonsulent, og jeg har det altid liggende indenfor rækkevidde på kontoret. Når jeg har haft en svær dag, kan jeg godt lide at læse brevet, fordi det minder mig om, hvorfor jeg har valgt at udføre socialfagligt arbejde.”

Vores nye køkken- og rengøringsmedarbejder, AMIRA, har opnået sin drøm om større økonomisk uafhængighed gennem sin ansættelse i Sivitas.

Siden februar har vi i Sivitas nydt godt af Amiras gode mad og omsorg i vores nye bygning. De seneste år har Amira primært koncentreret sig om omsorgen af sine tre børn og mand, men nu nyder hun også at kunne drage omsorg med sine køkkenkundskaber og tage ansvar professionelt her hos os.

Amira bor lokalt og kommer hver dag spadserende på arbejde med et stort smil. Vi er meget glade for at have Amira i Sivitas og hendes kærlighed til madlavningen stråler ud af hende og bidrager i stor stil til hyggen på kontoret.

Som den første ansatte i Sivitas’ projekt ’Løn fra Dag 1’, har Amira gennem sit job i Sivitas undgået den typiske ulønnede praktikperiode, som oftest er indgangen til arbejdslivet. I ’Løn fra Dag 1’ sponsorerer arbejdsgiveren nemlig i stedet en rigtig stilling til en person, der normalt ville stå udenfor arbejdsmarkedet. Den nye medarbejder bliver inddraget i at skabe sin egen stilling og får dermed et stærkere tilhørsforhold – et ”rigtigt” arbejde.

Boostet af vores gode erfaringer med projekt Løn fra Dag 1 vil vi i Sivitas gerne appellere til erhvervslivet om at følge vores gode eksempel: Spring praktikken over og giv en medborger en chance til at komme ind på arbejdsmarkedet!

Forestil dig, at du var vejleder på en ungdomsuddannelse, og at du havde flere elever, der havde svært ved at møde op – og deres selvtillid og motivation var i bund.

Dog var der mulighed for, at en lidt ældre ung, en slags ”rollemodel”, kunne være der for dine elever, og give dem den nødvendige opbakning og de blide skub, som de havde brug for.

Dét er essensen af INSUM-projektet, som bl.a. Sivitas’ HASSAN (på billedet) arbejder i.

I samarbejde med FGU Aarhus og med støtte fra den A.P. Møllerske Støttefond, har Sivitas’ Rollemodeller siden oktober startet 14 FGU-elever op i forløb, som støtter den unge i at gennemføre den uddannelse de drømmer om.

Forløbet tager udgangspunkt i den unges egne ressourcer, hvor en Rollemodel støtter den unge i at styrke sine evner til at mestre sit eget liv.

Resultaterne er lovende!

Projektet er stadig nyt, og vi lærer undervejs, men igennem den første evalueringsrunde er det blevet tydeligt, at både elever, lærere og vejledere på FGU kan se den positive effekt af projektet.

En af de unge sagde f.eks. om sin Rollemodel: ” Hun siger ikke bare ja, men hun giver mig noget. Hun skubber mig også. ”Du sagde, at du ville det og det” – så skubber hun mig den vej.”

Hassan og de andre Rollemodeller fra Sivitas kan også selv mærke fremskridtene hos de unge elever både på uddannelse og i hverdagen. F.eks. fortæller en af dem:

”Den unge skulle ringe til forskellige myndigheder og var tøvende. Så sagde jeg, at jeg nok skulle sidde ved siden af og støtte ham. Så ringede han selv!”

Har du ideer til andre steder, der kunne have gavn af et lignende projekt? Så tag gerne kontakt til os!

Arbejdet som Familiekonsulent giver én en særlig plads i en familie. Hør hvordan SUHAD oplever det, når hun her fortæller om sit arbejde med bl.a. forebyggende indsatser.

Når jeg bliver tilknyttet en familie, går der ikke længe før, jeg føler, at jeg er involveret i deres liv. Der er selvfølgelig en professionel distance, men de er i mine tanker også udenfor arbejdstid, og jeg føler mig som en slags del af familien.

Både når det går godt, og når det går mindre godt, giver det et sus i kroppen for mig at være med i deres liv. Selvfølgelig er det også nogle gange svært, når jeg møder modstand fra familien. Men så bliver jeg motiveret til at arbejde på at nå ind til familien. Jeg forsøger at tage et skridt tilbage, lære familien at kende og se helheden. Det der fungerer godt for mig, er at lytte til deres historie uden fordomme og bekræfte dem i, at det er en svær situation, de står i. På den måde oplever jeg, at familien får tillid til mig, og forstår, at jeg kun vil dem det godt.

Når tilliden er opnået, kan jeg sammen med familien skifte fokus i indsatsen, så de kan se hvilken rolle de har i at få styr på de ting, der udgjorde bekymringen til at starte med. De ser, hvordan indsatsen vil være til deres fordel. Jeg mærker fremskridtene tydeligt på børnene, når forældrene begynder at få større indsigt i deres følelser og anerkender dem. Så bliver det nemmere for børnene at sætte ord på deres oplevelser og tanker, og de får højere selvværd. De føler sig hørt, set og accepterede – og så bliver de gladere. Og dét er virkelig motiverende for mig.

Som lærer i en modtagelsesklasse gik det op for mig, hvor stor betydning samarbejdet med forældrene havde. Jeg oplevede, at udvikling og læring for den enkelte elev ofte hang meget sammen med forældresamarbejdet. Derfor var det et helt bevidst valg for mig at søge hen imod en stilling, hvor jeg kunne arbejde med helheden i en familie, for at styrke og støtte op om børnenes trivsel. Og det har jeg fundet i mit job her i Sivitas.

SUHAD

• Ansat som Familiekonsulent i Sivitas siden 2017
• Uddannet Folkeskolelærer
• Har blandt andet kompetencer omkring børn med funktionsnedsættelse, skolefravær, kommunikation og konflikthåndtering mellem forældre og som kontaktperson for unge.
• Taler arabisk, dansk, engelsk

Da MARTIN i 2020 startede i Sivitas, var en af hans første opgaver overvåget samvær. Ved opstart af sagen søgte han understøttende faglitteratur, men opdagede, at der manglede materialer og metoder til denne type indsats. Heldigvis er der plads til nytænkning i Sivitas, så Martin udviklede en understøttende metode, i samarbejde med sin koordinator.

Under en sagsdrøftelse om de faktorer der har indvirkning på et overvåget samvær, blev Martin inspireret til at udvikle Samværsmodellen, der kan understøtte en god oplevelse for både børn og forældre under samværet. Det gode samvær bærer præg af nærvær – og det er dét, Martins model er med til at sikre.

Modpolerne Nærvær og Fravær

Samværsmodellen hjælper med at sætte fokus på det der identificeres som modpolerne Nærvær og Fravær. Fravær er de elementer der adskiller barn og forældre, hvor Nærvær er de elementer der bringer dem nærmere. Gennem samtale identificeres og nedskrives de samtaleemner og den opførsel, der styrker eller modvirker nærværet.

Modellen bruges først til at nedskrive, hvad forældrene oplever skaber nærvær og fravær, og derefter reflekterer de over, hvordan barnet oplever det samme. Når modellen er udfyldt, reflekterer forældrene over, hvordan øget nærvær opnås, og hvad det kan give.

Et vigtigt aspekt del af modellen er, at den tydeliggør, hvordan tiden til et samvær kan påvirkes af både Nærvær og Fravær. Når rammen om samværet fyldes ud af Fravær, giver det tilsvarende mindre tid til Nærvær.

Håbets model

Martin har siden modellens udvikling brugt den flittigt. Han oplever, at den giver muligheder og håb i familier, hvor forældrene føler sig magtesløse og uretfærdigt behandlet. Frustrationer under samværet mindskes og tiden bruges på en mere positiv måde.

Der er også flere anvendelsesmuligheder for modellen end i understøttet samvær. Modellen kan bruges ved indsatser i familier hvor børn har en udadreagerende adfærd, der skyldes mangel på nærvær. Og den kan endda også bruges i andre, mere eller mindre konfliktfyldte, relationer. Martin har f.eks. selv brugt den til at se indad i sit ægteskab og oplever at den kan anvendes i de fleste relationer, hvor der er et ønske om at optimere samværet.

Hvis du har lyst til at høre mere om Samværsmodellen, er du meget velkommen til at tage kontakt til os.

I foråret 2020 stod Sivitas i en ny situation og mødte nye dilemmaer i det sociale arbejde. Først og fremmest skulle vi finde ud af, hvordan vi både passede på vores medarbejdere og samtidig udførte vores arbejde med familierne.

Vi fortsatte som udgangspunkt vores besøg ude hos familierne. Det sociale arbejde er vigtigt. Det er om muligt endnu vigtigere i en uvant tid som under en pandemi. Besøgene skete naturligvis så vi levede op til sundhedsmyndighedernes anbefalinger om afstand og god hygiejne.

Når vi som udgangspunkt fortsatte vores besøg, var det fordi, vi passede på vores medarbejdere og borgere:

Julie Thuen, der er socialfaglig koordinator i Sivitas, fortalte:

‟Vi har oplevet, at borgerne har håndteret situationen forskelligt; nogle er meget bekymrede, mens andre tager lettere på forholdsreglerne. Vi har stået i et dilemma, da vi skal passe på vores medarbejdere og samtidigt udføre en opgave. Vi har derfor haft en tæt løbende kontakt med vores medarbejdere og familierne.”

I praksis betød det, at hvis en medarbejder eller en borger i den pågældende familie havde haft symptomer på sygdom, aflyste vi besøgene. Det samme gjorde sig gældende for de medarbejdere og borgere, der har været utrygge ved besøg i hjemmet grundet corona.

De aflyste besøg betød dog ikke, at vi ikke fortsatte vores arbejde. Det gjorde vi.

I Sivitas har vi kreative medarbejdere, der udviklede og implementerede digital pædagogisk støtte (DPS). Dermed kunne vi fortsætte vores pædagogiske arbejde i de familier, hvor vi ikke kunne komme på besøg. Gennem onlinemøder var vi en pædagogisk støtte og vi arbejdede med at sikre stabilitet i familierne.

Julie Thuen uddybede: ‟Det er ikke som at sidde ansigt til ansigt, men vi har alligevel oplevet, at der er meget, vi fortsat kan, og at det har en positiv effekt. De digitale løsninger har krævet, at alle har skullet omstille sig, og det har både konsulenter og borgere taget godt imod. Dermed har vi sikret den kontinuerlige kontakt med familierne og aktiveret både børn og forældre”.

Derudover handlede vores snakke i familierne også helt naturligt om blandt andet corona. Vi talte om, hvordan anbefalingerne skulle efterleves, risici ved corona og hvad der blev fortalt i medierne.

Det gav mange familier ro, at vi tilpassede os tiden i både form og indhold.

Vi glædede os til en genåbning og at komme tilbage til en almindelig hverdag igen – men vi var glade og stolte over at vores medarbejdere og borgere tog godt imod vores digitale tiltag. Hvis du er interesseret i at høre mere om vores digitale pædagogiske støtte, er du meget velkommen til at skrive til os på kontakt@sivitas.dk eller ringe på 42 63 43 40.