I begyndelsen af året fik vi en akutsag. Kommunen var bekymret, men ville gerne undgå at anbringe familiens tre børn. Som et alternativ til anbringelse fik vi sagen, og de første uger var vi i hjemmet alle børnenes vågne timer. Det var en intensiv indsats med besøg morgen, eftermiddag og aften. Vi var derefter med til at afklare situationen i familien, og allerede efter et par uger, kunne vi sætte det ned til fem ugentlige besøg. Dermed ændrede indsatsen også karakter.
Fra at vi skulle afskærme børnene fra et højt konfliktniveau, skulle vi nu arbejde med forældrevejledning.
Vi havde observeret især to udfordringer i familien, som ville gøre en stor forskel for børnenes trivsel: Samværet mellem forældre og børn skulle styrkes, så de ville interagere mere og lave flere ting sammen. Og der skulle arbejdes med grænsesætning for særligt det ene barn, der var meget udadreagerende og havde brug for, at der blev stillet krav.
Der blev tilknyttet to konsulenter på sagen, der skulle arbejde pædagogisk med de nye mål. De arbejdede ud fra LOM og havde samtaler med begge forældre, både sammen og hver for sig. Forældrene har løbende fået redskaber til, hvordan de kan styrke samværet i familien og sætte grænser. Faren har hurtigt taget redskaberne til sig. Fx har han på eget initiativ købt spil og spillet med børnene. Moren har været mere forsigtig og brugt tid på at observere og omstille sig. Netop derfor har det givet mening, at vores konsulenter også har haft samtaler med forældrene hver for sig, så de har kunnet tage processen i hvert sit tempo.
Der har under hele forløbet været et tæt samarbejde med rådgiveren. Noget, der viser sig tydeligt i sager, der går så godt som denne. Rådgiveren har i begyndelsen snakket med både os og forældrene om forventninger. Forældrene har vidst, hvad der blev forventet af dem, og de har oplevet, at fagpersoner omkring dem har være enige om disse forventninger. Derudover har vi løbende været i kontakt med rådgiveren og tegnet et billede af, hvad der sker i familien. Rådgiveren har dermed hele tiden været med på sidelinjen.
Den positive udvikling skyldes et samspil af flere elementer: Forældrene har taget LOM til sig; de har oplevet en tydelighed i forventninger fra rådgiver og os, de er blevet inddraget, og så er de blevet bekræftet og styrket i det, de allerede gør godt. Moren taler en særlig dialekt, som få i Danmark taler, men den ene familiekonsulent taler netop den dialekt. Dermed er moren blevet set og forstået, og hun har kunnet udtrykke sig uden, at dele er gået tabt i oversættelsen. Endeligt har familien oplevet en tryghed, da det har været de samme to konsulenter, de har skullet forholde sig til. Både børn og forældre har udvist tryghed, og de har set, at vi er kommet for at samle dem som familie.
Og det er gået godt. Allerede fra begyndelsen af juni er antallet af besøg faldet igen, denne gang til tre ugentlige besøg af tre timer. Til sammenligning var vi tilbage i januar i familien omkring 54 timer ugentligt. Det er en markant nedgang i behovet for timer, og det er sjældent set i akutte sager.