Skip to content

Janes familie fik ro på, da MARTIN kom

Når man føler sig i klemme i systemet og familien har det svært, kan det være en stor mundfuld også at skulle acceptere, at få en fremmed ind i hjemmet flere gange om ugen. Læs her hvad Jane fortæller om den tid, hvor MARTIN var tilknyttet hendes familie som familiekonsulent.

”Da vi flyttede til den nye kommune, havde vi allerede været i kontakt med de sociale myndigheder pga. min søn, Frank, der var 8 år på det tidspunkt. Den gamle kommune havde lavet ged i nogle ting og vi var i det hele taget noget medtaget af at være i systemet. Men vi vidste godt, at vi havde brug for hjælp til Frank.

Mens vi ventede på resultaterne af en undersøgelse, blev det besluttet, at der skulle komme en familiekonsulent nogle gange om ugen, for at sikre Franks trivsel. Vi havde så store udfordringer med ham på det tidspunkt, at jeg ikke kunne arbejde. Alligevel var jeg frustreret over, at vi skulle have en familiekonsulent ind i huset flere gange om ugen.

Men da Martin kom, kom der alligevel noget tryghed. Hans uformelle og rolige tilgang skabte enorm tillid. Han gemte sig ikke bag en computer og gav Frank den tid han havde brug for, til han var klar til at snakke med ham. Samtidig var han god til at trække mig diskret til side til ”en rygepause”, hvis han havde en god idé, han ville dele med mig eller spørge ind til noget på en god måde. Han hjalp mig til at se, hvad der var realistiske forventninger til Frank, men han tog altid mig med på råd og han dømte mig aldrig.

Da Frank kom på den nye skole, begyndte det at gå bedre derhjemme også. Derfor havde jeg det meget ambivalent med, at Martin stadig kom. Jeg syntes ikke der var behov for ham mere – men på den anden side vidste jeg, at Martin kendte os og ville os det bedste. Han blev en slags garant for, at de skriftlige ting var en sand refleksion af, hvad der skete herhjemme og at de gode ting kom med.

Så det var faktisk ret trist, da vi skulle sige farvel til Martin. Han betød noget helt særligt for os. Nu har vi ro, struktur og faste rammer – og de sociale myndigheder er ude af Franks liv igen. Men vi vil aldrig glemme Martin!”

Familiens navne er ændrede for at sikre anonymitet. Foto: Modelbillede

Læs også...

Med Martins Samværsmodel kan overvåget samvær forbedres

Da MARTIN i 2020 startede i Sivitas, var en af hans første opgaver overvåget samvær. Ved opstart af sagen søgte han understøttende faglitteratur, men opdagede, at der manglede materialer og metoder til denne type indsats. Heldigvis er der plads til nytænkning i Sivitas, så Martin udviklede en understøttende metode, i samarbejde med sin koordinator.

Relationen skaber resultater

Arbejdet i familier hvor der er modstand imod indsatsen, kan være en hård nød at knække. Læs her hvordan MARTIN har løst det med stærk relationsdannelse og et overraskende dejligt udfald.